“Så du vil gerne prøve live rollespil med os?” siger den gamle skovhugger, mens han klør sig i skægget. “Jamen kom og sæt dig ned ved bålet, så skal jeg fortælle dig en historie du sent vil glemme.” han vifter med hånden og smiler: “Er det din første gang? Eller har du spillet live rollespil før? Det er også lige meget, for du skal nok komme godt afsted på dit første eventyr.”

Hvor gammel skal jeg være?

Du skal være fyldt 8 år. Størstedelen af spillerne er mellem 8-14 år, men vi har spillere og NPC’er, der er over 30 år.

Hvor spiller I?

Vi spiller i Skoleskoven i Haslev bagved “Sclerosehospitalet Haslev” (Ringstedvej 106, 4690 Haslev)

 

Hvornår spiller I?

Vi spiller lørdage i lige uger.

Vi tjekker ind kl. 10:00-10:45 (skal du sminkes kom i god tid)
Vi spiller fra kl 11:00-16:00

Vi mødes til ind-tjek på parkeringspladsen, bagved Sclerosehospitalet i Haslev. Du kan IKKE undgå at genkende os på “underligt tøj og latex våben”.

Hvad koster det at være med?

Den første gang er helt gratis. Efter første gang koster det 70,- at være med. I det beløb er der sminke, in-game varm mad, brød & frugt.

Du kan også købe medlemskab af foreningen – det er langt billigere i længden. Du får nogle medlemsfordele som “Spil Grotten”. Læs mere under “Praktisk information”

Hvad er indtjek?

Alle deltagere skal igennem indtjek mellem klokken 10 og 10.45, inden spillet starter.

  • Betaling for spillet eller afkrydsning hvis du er medlem af foreningen (hvis det er første gang, skal du udfylde medlemsblanket, så vi ved hvem, der spiller med. Det er ikke et krav at være medlem af foreningen)
  • Udfyldelse af karakterskema hvis du er ny spiller (ved hjælp af en GM/spillemester)
  • Udlevering af in-game spillemønter & spilgenstande
  • Sminkning  (Du skal have dine egne øre og næser med)
  • Våbenkontrol. Hvis dit våben er hjemmelavet eller meget slidt, skal det tjekkes, om det er for hårdt eller skadet. Skjolde, buer og pile kontrolleres også.

Det slutter alt sammen af med briefing klokken 11. Det er meget vigtigt, at alle er til stede til briefingen inden spilstart.

Hvordan laver jeg min karakter?

Det kan kræve meget at lave en super god karakter, men ikke ret meget at lave en god karakter. Der vil være en GM inden spillet starter, der kan hjælpe dig godt på vej til dit første eventyr. Du behøver ikke andet end at bladre i regelbogen. Regelbogen?? Bare roligt, følg linket herunder eller vælg fanen “Info – Regler og Racer”.

Når du begynder til spillet er det vigtigt at følge “race krav” omkring sminke og væremåde. Det kan du læse HER under Folkeslag.

Huskeliste til første dag og alle andre dage:

  • Kom i god tid (Ind-tjek starter klokken 10)
  • Henvend dig til spilmester ved indtjek, så du kan få hjælp med at lave din karakter og en lille ekstra briefing med regler og ideer
  • Praktisk fodtøj og tøj (det er ikke sjovt at fryse eller få våde tær)
  • Passende kostume til din karakter
  • Egen kop + ske/bestik og drikkedunk
  • Eventuelt våben
  • Godt humør

 

Følg spillets regler. Hvis der opstår uenighed mellem dig og en anden spiller, så henvend dig til spilmestrene (GM’erne). Hvis du har ideer til et plot, henvend dig til en GM, inden eller efter spillet eller skriv til dem: gm@forest-wizards.dk

Det forventes at alle deltagere følger de nedskrevne regler i vedtægterne. §11 stk 1,2,3