Det er vigtigt at slå fast, at medmindre andet er anført så er følgende guder og deres religioner ikke monoteistiske. Dvs. der er ingen af de følgende guder, der hævder at være den eneste, eller den eneste rigtige, med mindre det decideret står under deres beskrivelse.

Generelt set er der ingen af de kendte elorianske guder, der i den nuværende tidsalder åbenlyst hævder, at de andre er forkerte, da det ret hurtigt ville medføre, at alle de andre ville være på nakken af den ene. Indbyrdes kan adskillige af guderne dog sagtens have meningsforskelle i størrelsesordenen: Uenighed op til og med åben krig.

Alanoun

“Den Frugtbare Moder” er primært Bøndernes gudinde. Det er hende, der gør jorden frugtbar og i en vis udstrækning sørger for det rigtige vejr. Det er også hende, der velsigner familien med mange børn så der er flere til at løfte byrden og dyrke jorden.
Modsat Kumanis er Alanoun gudinde for den ´ordnede natur´, såsom markerne og plantagerne.
Alanouns præster er for det meste af hunkøn og dermed ret beset præstinder. De er ganske ofte også den lokale jordemoder, hvis der ikke lige er en Tomaikapræstinde til at sætte sig på det erhverv.

Androkolos

“Den Hvide Munk” står for det eftertænksomme og det besindige. Velovervejethed frem for Hastværk, Fordybdelse frem for øjeblikkelig Handling.
Androkolos står for at søge viden, men på en langsom façon, trin for trin, modsat mørkere kræfter, der tilbyder en hurtigere vej på bekostning af andre; noget som Androkolos aldrig ville accceptere.
Hans præster er klædt i de pureste hvide rober og kommer så sjældent ud og rører sig generelt så lidt, at det ikke er så tit, der er brug for at vaske dem. De er ofte vismænd og undervisere. Troldmænd, der ikke lader sig lokke af de mørke kræfter ærer dem og kommer til dem for vejledning, selvom det kan være en langsommelig affære.

Alcermion

“Den Muntre” er mest populær omkring højtiderne og ikke så meget i dagligdagen, hvor der ikke er tid til at drikke og svire. Men når det er festtid så er Alcermion i højsædet og mange drikker hans skål.
Alcermion er så omgængelig en gud, at der ikke umiddelbart er nogen, der står i modsætning til ham. Det skulle da lige være Androkolos, der ikke er så begejstret for at forurene sindet med alkohol.
Alcermions præster ses ikke så meget i det daglige og der er sjældent mere end én rigtig præst på ét sted, men der er til gengæld en masse lærlinge og en hel del selvbestaltede prædikanter. De kan alle skubbe gang i enhver fest.

Dahan

Dahan er uden tvivl den ældste af guderne og også den gud der fortolkes på flest forskellige måder, uden at blive til en helt ny guddom. Dahan ses som havende haft en afgørende rolle i Skabelsen, men er ikke nødvendigvis Skaberguden selv.
Dahan er imod alle dæmoner og betragtes som hævet over de andre guder. Ganske som elverne mener de er her for at være formyndere for de andre (gode) racer, ser de Dahan som formynder for de andre guder. Dette kan Tarr-Noriam præster nogen gange tage sig lidt nært, men elverne bærer over med dem.
Dahanpræster er magtfaktorer i elversamfund. Ofte er en elverkonge samtidigt også Dahanpræst, men ikke nødvendigvis den højeste rangerende præst.
Langt de fleste elversamfund kræver, at alle elvere er Dahan tilbedere.

Don-giff

“Den Store Kriger” er ikke overraskende mere populær hos adelen end hos bønderne. Unge adelssønner er mere begejstrede for at komme ud og vise deres værd på slagmarken end unge bondeknøse. Selv hvis den adelige skulle blive såret har han betydeligt større chance for at komme sig ordentligt end en bonde; og hvis han endelig bliver halt så er det ikke livet om at gøre, hvilket det meget vel kan være for bonden.
Illart og Tomaika ser ikke ens på tingene, men det er den side af Jelvvartar, der står for Freden som er mest modsat rettet Don-giff.
Don-giffs præster er de præster, der oftest bærer tunge rustninger og de drager gerne selv i krig, i forreste linje endda. På slagmarken inspirerer, leder og hjælper de krigerne. De er indbegrebet af riddere og bør opføre sig sådan.

Jelvvartar

“Fredens/Frihedens Vogter” er en noget delt gud, der prøver at balancere sig selv lige dele imellem Fred og Frihed. Guden vil gerne holde begge dele lige vigtige, men det er svært at følge for den dødelige tilbeder.
Som Fredens Vogter er Jelvvartar i klar modsætning til Don-giffs krigsmageri og som Frihedens Vogter opponerer han imod den ´undertrykkelse´ som Rogælcon lægger for dagen.
Jelvvartars Kirke er delt ligesom Illarts, eller rettere, den er delt af en alvorligere sag end gudens køn: De der tilhører Freds-fraktionen er tilbøjelige til at slække på kravet om Frihed så længe der er Fred i verden, hvorimod Friheds-fraktionen er mere rebelske og kan se igennem fingre med lidt ufred, så længe folk holdes Frie!

Illart

“Den Grå Svøbe” ofrer langt de fleste til for at undgå guddommens opmærksomhed. Da Sygdom og Smerte hører til Illarts ´gaver´ er det de færreste, der ønsker guddommens bevågenhed.
Der er ikke rigtig nogen af de andre præsteskaber, der åbenlyst vil associeres med Illarts, men de eneste præster, der direkte skyr dem er Tomaikas.
Der er en skisme blandt Illarts præster, som har med guddommens præcise køn at gøre. Den ene halvdel af Kirken er af den overbevisning, at Illart er en mand, mens den anden halvdel mener Illart er en kvinde. Uanset hvilken fraktion Illart-præster tilhører kan de dog blive enige om, at Smerten er nødvendig. De har dog også indset, at det er langt de færreste, der kan tåle den ´nødvendige´ smerte og derfor tager de det på sig at lide smerten for andre. Man ser tit de gråklædte præster gå gennem gaderne, mens de pisker sig selv og hinanden.

Kumanis

“Skovens Fyrstinde” er en ægte Naturgudinde, der står for den ukontrollerede, den ubesmittede natur. Hun står nærmest druider og andre, der ikke ønsker at lægge bånd på naturen.
Selvom de ikke direkte er modsætninger kan der godt opstå heftig diskussion mellem en Alanounpræstinde og en Kumanispræst, da Kumanis mener, at Alanoun lægger for mange bånd på naturen, mens Alanoun kan mene, at Kumanis lader god jord gå til spilde ved bare at lade stå til.
Selvom Kumanis måske er lidt for glad for ukrudt til at være bøndernes favorit er hendes præster alligevel velsete for de er blandt de bedste til at bekæmpe udøde og andet unaturligt når det kommer væltende forbi i natten.

Rogælcon

“Kongernes Gud” er så sandelig en gud for konger, adel og andre magthavere, men han er slet ikke så hæmningsløst undertrykkende som visse fanatiske modstandere vil gøre ham til. Rogælcons idé om magt er magt med ansvar. Vel er det herskerens plads at herske over pøblen, men herskerens magt bygger på pøblen og derfor skal herskeren holde pøblen sund.
Selvom Rogælcons ´undertrykkelse´ ikke er uhensigtsmæssig så strider den stadig mod Frihedsaspektet af Jelvvartars grundprincipper og følgeligt er de to ikke de bedste venner.
Rogælcons præster er ofte jordbesiddere, adelsfolk og måske endda regenter af lande, eller i hvert fald kongers nære rådgivere i flere Tågeriger.

Nulissa

“Lykkens Gudinde” hører til blandt de guddomme, der er populære blandt de fleste. Hun er eventyrernes gudinde og tilbedes også af de, der lever af andre folks penge og som altid håber på, at byvagten heller ikke fanger dem i dag.
Nulissa er en meget kaotisk gudinde og som sådan er hun på alles side og lidt imod dem, ligesom Tarr-Noriam, men alligevel anderledes.
Nulissas præster er tit involverede i lyssky affærer og tager ofte store chancer, sikre i deres tro om, at deres gudinde nok skal skænke dem held; eller også var det bare ikke deres dag…

Tarini

“Nattens Fyrstinde” Tarini er smuk og stråler af hendes kræfter. Hendes hud er sort som nattens himmel, og håret hvidt som månens skarpe lys. Hendes kåbe er let og flagrende og i det sorte stof er der indvævet et væld af lilla mønstre.
Tarini er nattens herskerinde, sortelvernes gudinde. Hun er smuk, og hun er magtfuld… Rundt om hende har hun sine kvindelige terne og sine mandlige slaver… Tarini bruger de envirônske nætter på at vandre gennem de mørke landskaber og de sorte skove…
Hun afskyr lyshudede elvere, da Dahans kræfter ofte har nægtet Tarini adgang til skovens hellige steder.
Tarinis præstinder går altid klædt i Tarinis farver, faktisk er det blevet indført at alle sortelvere bære hendes farver. De er oftest kvinder, men der er dog set enkelte mandlige præster, men de sjældent særlig magtfulde. De søger magi gennem nattens mørke og kvindelig magt.

Tarr-Noriam

“Den Vise” er sandhedens og retfærdens vogter. Han betragtes som en faderfigur for de andre guder (med undtagelse af Dahan; og måske Kumanis og Alanoun). Han søger sandheden, men mere aktivt end den tænksomme Androkolos.
Som balancens midtpunkt er Tarr-Noriam ikke modsat nogen og samtidig er han modsat alle.
Tarr-Noriams præster søger at fremme sandheden og at højne retfærdigheden, ganske som deres gud gør det. De er gode som dommere og hvad der ellers hører sig til i et retssamfund. Mange gange er de også rådgivere for konger og andre regenter.

Tomaika

“Den Barmhjertige Helbreder” er en meget populær gudinde, selv uden for skaren af egentlige tilbedere og præster; ganske som Nulissa. Hun er uhyre enkel at beskrive: Er der en lidelse skal den kureres. Er der en skade skal den udbedres. Tomaika tåler ikke, at noget væsen lider.
Tomaika har sympati med alle, men bryder sig ikke om Don-giffs krigshærgen og kan slet ikke acceptere de pinsler som Illart udsætter folk for. Hun ser heller ikke helt mildt på Rogælcon folk, når de afstraffer ulydige bønder.
Tomaikapræster udgør den store guddommeligt begunstigede lægestand. De kan som deres gudinde ikke tåle at se lidelse og vil straks søge at helbrede alle, der lider. Den kloge krigsherre venter med at lukke Tomaikapræsterne ind til efter man har været rundt og aflive nedkæmpede fjender. Selv dødeligt sårede orker er blevet helbredt af de mere naive Tomaikapræster som så til gengæld er blevet meget forbavsede når de som tak er blevet hugget ned.

Alle rettigheder af tekst & billeder tilhøre Rokada – Email: Kontakt@rokada.dk